Ecuador del 2

Guamote

Efter vores adrenalinuge i Baños, pakkede vi igen vores ting og bevægede os mod den lille indianer by, Guamote. Byen er beligget i Ecuadors fattigste del. Hver torsdag er der et kæmpe lokalt marked i Guamote. Det vil sige at hele byen går i stå og alle er ude på gaderne i deres lille bod.  Vi gik en tur rundt og oplevede travlheden. Det var fantastisk, markedet var ikke tænkt for turister, så overalt så vi de lokale i deres egnsdragt. Vi så at denne dragt ikke bare er til fest, men at de rent faktisk går rundt med den i det daglige. Vi var forbi et område der fungerede som dyremarked, så der stod folk med får, med grise, hunde, ællinger, katte og marsvin i massevis. Her i Ecuador er det en delikatesse at spise marsvin til et festmåltid.

Fredag var vi oppe og besøge Ecuadors højeste bjerg, fra havoverfalden er bjerget 6310 meter højt. Vi kørte med bus op til 4800 meters højde, og begik os bagefter videre til fods, til 5000 meter, hvor der lå et fint lag sne. Deroppe i det tyndere luftlag er der lidt længere mellem iltmolekylerne, og dette kunne mærkes på vejrtrækningen. For mange var det bare vejtrækningen der var et problem, men for nogle begyndte det at svimle for øjnene og hovedpine at melde sig, og en af pigerne begyndte at gå og synge og påstå at jorden ikke kunne lide hende. Heldigvis lykkedes det alle at komme op, så vi kunne få taget et gruppebillede i sneen med fantastisk udsigt.

Det hostel vi boede på i Guamote. Var ikke kun et hostel men også et hjem for de frivillige, som hjælper med uddannelse og pasning af byens forældreløse børn. Hostel er til for at tjene penge til computere, bøger, musikinstrumenter og andre gode ting til børnene. En af disse frivillige havde sin sidste dag den fredag vi var der. Efter et års frivilligt arbejde langt fra normal civilisation skulle der siges farvel til ham med manér. De havde et bandt på stedet, hvor denne frivillige også deltog i, og dette bandt spillede op til dans. Eller det vil så sige at de spillede musik, og de små forældreløse børn bød os gæster op til dans. Efter hver dans løb de ud og fandt nye at danse med, og de var ret gode til at få alle med ud og danse. Og der er da intet bedre end glade børn på et dansegulv. Da livemusikken stoppede blev der spillet direkte partymusik. Og stadig stod den på dans med børnene lige indtil midnat, hvor de fleste alligevel, lå på gulvet og halvsov.

Cuenca 

Lørdag den 15. oktober hoppede vi igen i en bus og bevægede os mod en anden højtliggende by, Cuenca. Cuenca er eftersignende Ecuadors smukkeste by, og stedet hvor Panama hatten bliver fabrikeret. Inden vi ankom til byen, så vi Ecuadors eneste Inkaruin, Inga Pirca. Her var det forbløffende at se hvor lige og præcis en arkitektur Inkaerne førte, og hvordan alting var opbygget efter firkanter eller himmellegemet.

Søndag delte vi os i tre grupper, dem som ville have en guidet tur i en nationalpark med fiskeri, dem som ville gå en tur i nationalparken og dem som ville udforske Cuenca.

Lasse sluttede sig til gruppen, hvor en gåtur i nationalparken var på menuen. Denne nationalpark var utrolig smuk, og meget skiftende i natur, så nogle steder gik man på et stort åbent område, og andre steder inde i en skov, hvor træerne havde rød bark. Nogle steder var det forholdsvist fladt og andre steder skulle man næsten kravle for at komme frem.

Nanna udforskede byen med en gruppe piger. De var så heldige at ramme søndagsmessen i samtlige 21 kirker i byen. Det var nogle syn de fik i de stopfyldte kirker, hvor kirkegængerne gav hånd og kyssede dem under velsignelsen. Udover de fantastiske kirkebesøg, gik turen rundt på byens tre markeder. Hvor fristelserne var svære at modstå. Men tanken om Otavalo hjalp.

Mandag var vi ude på en Panamahat-fabrik. Denne hat er oprindeligt fra dette område, men kaldes en Panamahat fordi hatten først blev rigtig kendt efter de ecuadorianske arbejderne på Panamakanalen havde båret sådan en hat. Her fik vi en rundvisning rundt for at se, hvordan disse hatte bliver lavet. Den billigste hat tager 2 dage at lave og koster 22 dollars. Hvis man har lidt flere penge kan man købe en hat der har taget 6-8 måneder at lave. Den kan købes til den nette sum af 1000 dollars.

Efter fabriksbesøg var vi på museum. Museet havde tre afdelinger, en med kulturudstilling, en kæmpe møntsamling der viste udviklingen i den ecuadorianske mønt og en afdeling med arkæologi, hvilket var det mest spændende, også fordi der var skilte på engelsk, så man kunne forstå noget.

Guayaquil

Den 18. oktober stod vi op til endnu en bustur. Det betød enden på vores tur i højlandet og bjerge for denne gang, og tilbage til civilisationen. Guayaquil var vores destination, og dette er Ecuadors største by. Her i byen holdte vi storbyferie, det var meget anderledes fra det vi har lavet alle de andre steder.

Vores første aften i Guayaquil tog vi ude og bowling og bagefter i et arkaderum fyldt med alle mulige spillemaskiner. Dagen efter var vi på rundtur rundt på havnefronten. Her så vi et prestige projekt hvor byens borgmester, havde forvandlet det fattigste kvarter i byen til et flot og farvestrålende område på en lille bakke. Derudover var området også blevet udstyret med en masse butikker og bar som gav jobmuligheder for de fattige i området. Midt i downtown fandtes der en leguanpark. Det var ret sjovt at se disse kæmpe leguaner mit inde i en by.
  

Om aftenen spiste nogle drenge og Nanna på Hooters. Hooters er en restaurent, hvor der er mere kød end alt andet på tallerkenen, konstant live-sport på TV, alle tjenere er piger i hotpants, stramtsiddende top og har silikone bryster samt balder. Ja det var noget af en oplevelse.

Montañita

Igen pakkede vi, dog med lidt mere glæde i sindet. Turen gik nemlig til Montañita, en by som ligger lige ud til vandet, en rigtig surfer og dykker by. Det var et glædes gensyn vi havde med havet, som vi ellers ikke har set på hele vores tur. Hele gruppen startede på ankomstdagen på dykkercertifikat. Lasse der havde været heldig at tage det Danmark, startede Advance Open Water Diver, mens de 19 andre starten på PADI Open Water.

Om fredagen var det på med udstyret for første gang for Nanna. Udstyr bestående af våddragt, BCD, iltflaske, blybælte, finner, maske og snorkel. De fik lov at komme i poolen hvor vandet var 1½ meter højt for at prøve at blive komfortable med denne uvante følelse det er at trække vejret under vand. Dagen efter var det tid til Nannas første tur under vand på åbent hav. Følelsen af at sidde på kanten af båden, krydse benene og ellers bare vælte bagover ud til det skummende vand og derefter bevæge sig de omkring 10 meter ned under havoverfladen er helt ubeskrivelig. Selvom man er flere dernede, og selvom man har en makker som man altid dykker ved siden af, så mærkes det som om at du er et med vandet og hvad man ser og oplevet er totalt surrealistisk. Når Nanna holdte pause oppe på båden var det Lasses tur i vandet.
 

Søndag havde Nanna egentlig hviledag, men grundet søsyge fra dagen før, måtte hun på båden igen. Igen dykkede Lasse i Nannas pause. Dagen efter stod for vores begges vedkommende på dykning og surfing. Denne gang skulle Nanna dykke ned til 18 meter, som er den maksimale dybde dykkercertifikatet tillader. Mens Nanna dykkede om formiddagen kastede Lasse sig over surfbrættet, som ofte resulterede med en flot faldmanøvre ned i vandet.

Om eftermiddagen byttede vi så, så Nanna var ude og lege på bølgerne og Lasse var ude og dykke. Her var Lasse og de andre han var ude med så heldige at se en hval. De syntes den var stor og nok 10 meter fra båden, og så pludselige dukkede moderen op mellem båd og hval. Dvs. en omkring 15 meter lang hval var 2 meter fra båden.

Tirsdag den 25. oktober havde Lasse sit sidste dyk og alle andre gennemførte en teoriprøve. Den bestod af 90 multiple choice spørgsmål og det tog rundt regnet 1½-2 timer. Heldigvis bestod alle prøven, selvom nogle snakkede lidt sammen. Derudover bød dagen også på endnu en gang surfing.  Tiden i Montañita var en travl tid med et meget tæt pakket program, og det var vildt fedt at der bare skete noget hele tiden.

Canoa

Turen gik videre til Canoa. Endnu en surferby, og her havde vi et program der lagde op til afslapning efter den sidste ellers hektiske uge i Montañita. Den første dag var der nogle stykker der legede surfboards, men forholdende i denne by var ikke for nybegyndere som os, i høj sæsonen bliver bølgerne over 2 meter. Ellers var der bare afslapning på stranden.

Så om torsdagen var vi ude og besøge en organisk farm og fik en rundvisning rundt på alle de forskellige måder de genbruger materialer og ekskrementer (og ja, der er mere end én måde) på. Vi fik også set et af verdens bedste klatretræer og fik muligheden for at fange rejer. Bagefter stegte de dem og fik en lille eftermiddagssnack, bestående af 3 rejer i alt. I løbet af dagen begyndte solen at skinne, så mange af os tilbragte eftermiddagen med at ligge på stranden eller kaste os i bølgernes skummende arme.
Fredag var vores afslapningsdag, altså en dag uden program. Så folk spillede pool, lå ved stranden, gik ture i byen, fik kontakten hjemmefronten eller startede aftens fest klokken 11 formiddag.

Nu er vi havnet i Mindo, vi er altså tilbage i junglen. Hvad der kommer til at ske her og det næste stykke tid inden Galapagos, må i glædeligt vente på.

Knus og tanker

Lasse og Nanna

 

Ecuador

Quito
Så har vi været i Ecuador siden den 10. september. Vi startede eventyret i Ecuador med nogle dage på egen hånd i Quito, hovedstaden i Ecuador, inden den danske gruppe sluttede sig til os. Tiden gik med at blive lidt stedkendte, samt se nogle af de ting, som ikke var en del af vores program med gruppen. Det viste sig dog at være en udfordrende opgave, da vores program indeholdte det meste af Quitos særværdigheder.

Da vi ankom lørdag nat, tog vi til hostel Aleida’s, for det var her vi var informeret om at vi skulle bo under programmet. Mandag tog vi forbi Ecole, rejseselskabet som har ansvaret for os her i Ecuador. Det viste sig at de havde været bekymret for os, fordi vi ikke var dukket op på det rigtige hostel. Så vi pakkede alle vores ting igen og flytte til nyt hostel. I starten var vi ret trætte af at vi skulle flytte, for vi kunne virkelig godt lide Aleida’s, der var familie drevet, men det andet hostel viste sig hurtigt at være ret godt, da det var varmt vand hele tide. Så her fik vi vores første varme bad siden vi var i Cape Town, så det første rigtige varme bad i 4 uger.. Endelige gik det røde sand af ;)
Den 13. september havde Nanna fødselsdag, så Lasse stod tidligt op om morgenen for at lave morgenmad til hende, det blev til to slags stegte bananer, den ene med noget der lignede rasp og den anden med porre, ja meget improviseret, men stadig godt. Om aftenen var vi rigtig kulturelle, så der var vi inde på nationalteatret for at se en jazz-koncert. Vi troede vi havde købt biletter til en trio, men der var en lille ekstra overraskelse. Så den første halvdel af koncerten var utrolig godt, efter pausen gik en duo på. En mand, der spillede rigtig godt klaver, med en kvinde, som bare ikke kunne synge. Så startede manden med at synge, og det lød rigtig godt, desværre kunne han ikke multitaske, så hans klaverspil blev en kende dårligere.

Gruppen ankom den 15. september. Gruppen består af 6 drenge og 14 piger, og det er en god blandet flok, der er en fra Belgien(TT), en fra England, som bor i Belgien(FT) og en Svensker, og så er resten 17 danskere, godt blandet fra hele landet.
  Vi startede programmet med at gå rundt og se blandt andet den gamle bydel af Quito. Vi var forbi ækvatorlinjen, hvor vi fik en rundvisning rundt for at høre om hvordan folkene i Amazonas havde levet og bl.a. lavet skrumpehoveder. Vi Lavede desuden nogle test mens vi var på ækvatorlinjen, for eksempel kunne man balancere et æg på hovedet af et søm. En anden test var hvis man tømte et kar med vand syd for ækvator ville det virvelle vandet mod uret og omvendt. Om disse tests er sande, ja det vil vi ikke udtale os om, men flotte er de.
 

Da det blev mandag den 19. september startede vi på at have spanskundervisning, hvor vi lærte en masse basic, såsom at præsentere os selv. Da spanskundervisningen så var færdig blev vi hentet af vores værtsfamilie, og så skulle vi på homestay. Så vi boede sammen med en millitærgut der hedder Mads. Det viste sig at han kendte mange af de ansatte som er ledere for Lasse (Nannas kæreste) i Holstebro, det var ret sjovt. Vi tre havde det super fedt sammen, sad og øvede os på spansk over spisebordet sammen med vores værtsfamilie. Hvor manden i huset blev præsenteret om ”far” og vi blev kaldt deres ”børn”, så vi følte os rigtig godt tilpas med 3 måltider mad til frokost og 3 måltider mad til aftensmad, og det var endda uden kaffe/te/kakao til at slutte af på. Derudover var der også friskpresset juice til hvert måltid. 

En dag var vi på markedet, hvor en masse piger besluttede sig for at købe junglebukser og matchende pandebånd. Dog oplevede to hold fra vores gruppe at blive kastet til med menneskelort og sennep, det er et røveri forsøg, det lykkes heldigvis ikke for gerningsmændene at tage taskerne. Men en modbydelig lugt og frygt for Quitos park forfulgte dem et par dage.

Hele ugen stod på spanskundervisning om formiddagen. Det var ret vildt at mærke, hvor hurtigt man forbedrede sig, vi kan dog stadig ikke føre en samtale på spansk, men vi kan bevæge os rundt, bestille mad, stille de gængse og høflige spørgsmål. Nogle aftener stod den på salsaundervisning, så der rystede vi hofter indtil sveden drev af os.

Om eftermiddagen i denne første uge stod den på anden sjov. Den ene dag havde vi en konkurrence, hvor vi skulle finde ud af priser på en masse ting på markedet. En anden dag havde vi bingo og sang på spansk, så det var sådan lidt alternativ spanskundervisning. En tur på nationalmuseet og en tur på frugtmarked blev det også til, hvor vi betalte 2 dollars være for at smage på vildt meget forskellig frugt. Det var vildt lækkert, og udfordrende for smagsløgene.

Hver onsdag er det Ladies Night i Quito. Dette betyder at det på mange af diskotekerne, er der en afdeling for piger og en for drenge. Hvor drengene skal betale for deres drinks får pigerne, så gratis drinks. Der ikke er ligesom de danske gratis drinks, her er der 75 procent alkohol i hver drink. Vi var et sted der hed Bongalow, hvor kl. 10 blev dørene mellem de to afdelinger åbnet, og så stod den ellers på dans hele natten. Det var en sjov oplevelse, slet ikke ubehagelig som i Afrika. Det var på en måde en god ryste sammen oplevelse.

Efter Quito begyndte eventyret for alvor, det stod på regnskov de første 11 dage.

Papallacta

Lørdag den 24. september tog vi til Papallacta, et super lækkert område beliggende i cloudforest, det er ligesom regnskov, bare højere beliggende, så der er ofte dækket af skyer om eftermiddagen. Her gik vi en tur i en fantastisk natur, inden vi hoppede i vulkanopvarmede bassiner. Der blev vi indtil vores hud var helt rynket og så blev vi der lige lidt længere. Der var også nogle bassinger med koldt vand, hvor vi kunne hoppe i og tilbage i det varme, for rigtigt at sætte gang i blodkredsløbet.


Puerto Quito
Søndag pakkede vi igen alle vores ting og bevæge os i bus til en lille by kaldet Puerto Quito. Vi boede et stykke fra byen og floden løbende i baghaven, man skulle lige gå gennem et område, hvor der var en sti gennem kæmpebambusser og andre eksotiske planter. Den fantastiske natur, floden i baghaven, de let primitive hytter med bambusblade som tag og den stemning, der bare hang over området var utrolig. Den første aftenen spillede vi fodbold på en græsplæne der var, vi spillede så med pandelygter på hovedet for at kunne se noget over hovedet, det var ret interessant. Dog var luftfugtigheden så enorm stor, så bagefter så vi alle sammen ud som om vi lige havde været en tur i poolen, og det var bestemt ikke sidste gang den situation opstod.

Her i Puerto Quito tog vi ud til et vandfald som lå 40 minutters gang ind i selve regnskoven. Der var et vandfald med et fald på 8-10 meter, og her var der ellers udspring. Lasse og Mads hoppede på hovedet ud flere gange, og bare det at stå på toppen af klippen var fantastisk.

Her i Puerto Quito modtog vi også spanskundervisning, men flere kommentarer får det ikke lige med på vejen, for der er andre ting der er mere spændende. F.eks. besøgte vi en dag en frugtplantage, hvor ejeren viste os rundt og fortalte om alle frugterne, og vi kunne smage på frisk kakao, citrus, bananer, vand fra en plante der opsuger så meget regnvand og renser det, at man faktisk kunne drikke det uden problem. Og til desset en lille delikatesse, vupti hul på termitbo så var der ellers kriblende termitter inde og vores munde.



Vi lavede en dag vores egen chokolade, eller det vil sige at frugten var blevet soltørret. Vi ristede bønnerne, smuttede dem og kværnede mandlerne til en dejagtig masse. Derefter blev kakaoen blandet med mælk og opvarmet. Det var ikke lige den bedste kakao vi har fået, den var ret bitter i det, men det var en sjov oplevelse at lave vores egen kakao.



Mange af drengene købte macheter, og så gik der ellers rigtig drengerøv i den med at fælde træer og buske, kaste frugt som var det baseball og kløve dem i to, lidt drengehørm blev det til. En anden stor dille der er opstået er kortspil. Der bliver spillet utrolig meget kort, nærmest hver aften, og ofte er det nye kortspil der bliver bragt på bordet.

Vi var også ude se en anden flod, hvor vi kæmpede mod strømmen og beviste at vi selvfølgelig kunne svømme i det, eller i hvert fald lege. Og bunden var helt søbund, så på et tidspunkt fik nogen startet en mudderkamp, og det endte med at næsten alle 20 var med i den kamp.

Tena

1. oktober pakkede vi igen, for så at fylde alle vores ting i en lille bus og køre til en regnskovs by, Tena. Dette sted var meget mere luksus end det sted vi boede i Puerto Quito, og her var maden også lige en klasse over hvad den var før. Igen havde vi en flod tæt på, denne gang var det ikke bare i baghaven, men den løb gennem hele området. Det var dog en lille en, så den var mere til pynt end til egentlig at bade i den. Men 300 meter væk var en større flod som var rigtig god at bade i, så der legede vi en dag.

Her tog vi også ud til et vandfald, et helt fantastisk område, desværre var det ikke muligt at hoppe i vandet fra en høj højde, da der var nogle ret store sten nogle steder. Men vi kunne kravle op i vandfaldet, som nærmest var en trappe. Kortspillene blev her i Tena mere intensiveret på den måde at flere og flere var med. Så ofte delte vi os op og spillede i to forskellige grupper. Tiden skal gå med noget når det bliver mørkt klokken 6-halv7 og der ellers er junglelyde for alle vinde.

Mandag den 3. oktober havde vi en gåtur rundt i regnskoven med en guide. Det vil sige at, hvor vi gik der var der ikke en sti, vores guide huggede bare med sin machete og vupti en sti var lavet til vores fornøjelse og beundring. Guiden fortalte en masse om hvordan de indfødte brugte skoven. Et træ blev kaldet ”drageblod”, og dets saft lignede virkelig blod. Det brugte de til myggestik og desinfektion. Han viste os hvordan vi kunne klatre i træer ved at sno to aflange blade sammen og holde dem om fødderne.

Dagen efter stod den på Wild River Rafting. Det var dog ikke lige så vildt som det rafting vi havde i Zimbabwe for efterhånden lang tid siden. Men det var stadig sjovt, og egentlig var vandet så stille at Lasse begyndte at hoppe over i andres både og skubbe folk i. Da han prøvede at hoppe over i Nannas båd (som var den eneste med kun piger) fik han for meget kamp til stregen, og måtte lige tjekke om vandet egentlig var vådt. Nannas båd fik lov til at prøve at se om de kunne få båden til at stå på højkant, lave en Willy. Så de sad alle sammen i den ene ende af båden, og så tog guiden et reb og tiltede båden. Det så ret vildt ud, og det var helt fantastisk sjovt.
 

Onsdag den 5. oktober blev vi inddelt i to hold, desværre hvert sit. Så det er endnu en grund til at der i denne blog ikke er mange billeder af os begge sammen, og så simpelthen fordi vi ikke lige har været så gode til at få taget billeder sammen. Men enkelbilleder er jo også meget godt. Men denne onsdag blev vi delt op i to hold, hvor Nannas hold om formiddagen var ude i en underjordiskgrotte kun iført badetøj, gummistøvler og pandelamper – helt igennem sexet. Her blev de bedt om at smøre helt kroppen ind mudder, og da de så var godt smurt ind fortalte, guiden dem så at det egentlig primært var flagermuslort. Bagefter blev hele gruppen bedt om at hoppe i vandfald i grotten, hvor man kunne være for at få skyllet lortet af igen.


Mens Nanna testede hendes evne til at færdes i mørke smurt ind i mudder i bedste stil kæmpede Lasse mod strømmen med røven klemt nede i en lille wild-water-kajak. Her stod den først på basis-øvelser med at vende rundt med kajakken og vise at vi var i stand til at komme ud når vandet engang fik os tippet rundt. Da guiden mente vi var gode nok gik vi i gang med at padle. Om eftermiddagen byttede vi hold, så Nanna måtte klemme røven ned i kajakken og Lasse måtte gå ind i mørket.

Vores sidste aften i Tena var der kulturelt arrangement på det sted vi sov. Der blev lagt op til at smage Tenquila (som ikke er Tequila, men minder om – en drik lavet på saften fra et af de lokale træer, og drikker man nok af det, kan man starte at hallucinere), derudover skulle der spilles på sneglehuse, hvor Lasse og Mads måtte vise deres evner foran alle andre, inden sneglehusene blev sendt rundt og alle kunne prøve at trutte lidt. Derudover skulle der spilles på skildpaddeskjold. Efter en omgang salsainspireret free-style dans til lokale junglerytmer viste en shaman hvordan en rensningsproces foregår. Vores guide for hele turen og Lasse blev dem der skulle renses for dårlig energi, det foregik ved at shamanen nynnede/sang mens han ”piskede” dem med urter og røg en naturcigaret. Røg fra denne naturcigaret blev pustet over den som skulle renses og til sidst sugede shamanen al dårlig energi ud fra hovedbunden på en, og pustede det væk ud i mørket.

Baños
Efter 11 dage i regnskovsområde var vores jungleeventyr overstået, og turen gik til Baños (toilet), en by hvor den stod på mange aktiviteter. Igen var der mulighed for rafting, desværre var denne ikke nær så vild som den i Tena, og floden her var også lidt beskidt. Men det var en super fed tur alligevel for dem der var af sted, og smil på læberne karakteriserede da de adventurelystne rejsende.

Lørdag den 8. oktober var vi alle på fælles cykeltur ud i landskabet. I starten af cykelturen var der mulighed for et swingjump. Til slut var der en gåtur ind til et vandfald, hvor det var muligt at gå helt ind under vandfaldet og blive drivvåde.

Vi kunne også vælge at paraglide. Det er en helt fantastisk følelse at sidde der højt oppe i luften og bare være helt alene, udover selvfølgelig den instruktør der styre paragliden. Vi fløj med udsigt til den mest aktive vulkan i Ecuador, det var en så stor oplevelse at det næsten ikke kan beskrives. Inden flyvningen startede skulle vi øve os i en stol hængt op inde i et hus i byen. Vi øvede os her i hvordan man lander og letter på den rette måde. Da Nanna skulle lette med instruktøren, nåede hun lige at blive spændt fast, før hun opdagede at de var mindst 7 meter oppe i luften, hvilket jo er godt, da det ikke resultere i nervøsitet eller lignede. Lasse kom derimod fint af sted, men mens han hang under skyerne begyndte regnen at falde, og så virker en paraglide ikke så godt, så ham og hans instruktør måtte nødlande et sted på skrænten, og det foregik ved at gå de 2-3 skridt og så få overbalance.

Så har vi også været ude og rappelle ned fra vandfald. Denne aktivitet var vi på sammen, og det var helt fantastisk. Man står der, midt ude og skoven, og så må man stole på sig selv og rebet når man ellers begiver sig ned over vandfaldet. Her var der 5 vandfald, vi skulle rappelle ned fra. Det var søndag den 9. oktober, og mandag var vi igen på aktivitet sammen. Denne gang var vi ude og køre med svævebane. I et område et sted i bjergerne var der spændt 6 lange svævebaner op, og her blev vi udstyret med klatresele og talje og så var vi ellers ude og leje. Den længste af banerne var 600 meter og gav en topfart på 20 km/t – så det var en fed følelse sådan at suse over landskabet.
 

Onsdag, vores sidste dag i Banos, skulle fejres. Så den stod på massage. For 25 dollars kunne man få 75 minutters fuldbodymassage, og det var helt fantastisk efter sådan en uge med adventure at blive banket godt igennem af små ecuadorianske kvinder. Nanna var i et rum med 2 andre piger, hvor de alle fik lagt ansigtsmaske udover selve massagen. Lasse valgte den mest maskuline massage der fandtes, så det blev sportsmassage.

Her torsdag den 13. oktober rejser vi videre på vores rundrejse i Ecuador. Så hvem ved, måske går der 5 uger igen inden bloggen opdateres, måske ikke, det vil tiden jo vise. Vores færd siger vulkan bestigning, og Ecuadors fattigste steder inden turen går til kysten, hvor vi igen kan samle lidt op på vores tabte afrikanske kulør.

Adios
Lasse og Nanna

Harnas Wildlife Foundation

I nat lokal tid ankom vi til Quito (GMT -5), så nu er tre uger med frivilligt arbejde i Namibia ovre, og wauw hvor har vi oplevet meget. Der er så meget at fortælle, og så mange billeder at vise jer. Så vi har valgt at opdele denne blog i afsnit, der beskriver nogle af de ting vi har lavet. Men at beskrive dem alle og detaljeret nok, er ikke muligt. Så i kan roligt glæde jer til jul, der er nok at fortælle om stadigvæk.

Teambuilding

 Ved ankomst på Harnas, bliver man inddelt i fire grupper –Owls, Hund Dogs, Crocs og Snoobabs. Hver gruppe repræsentere en flok dyr, som de hver har ansvaret for at fodre. Lasse kom i Snoobabs og Nanna i Crocs. I grupperne vælges der en gruppeleder, lederen vælges ud fra hvor lang tid personen har været på Harnas og hvor lang tid personen har igen på Harnas. Da vi kun var på Harnas i tre uger blev ingen af os gruppeledere, men derfor kan man jo godt virke som en ;) –desværre er det ikke alle som ejer ledergenet.

Hver torsdag, tager de som forlader Harnas afsted og hver fredag ankommer de nye. Så for at styrke sammenholdet i sådan en udvekslende gruppe, havde hver lørdag aften (den dag de nye bliver inddelt i grupper) barbeque. Til barbeque aften skal der dækkes bord og grilles mad. Borddækningen, skal laves af hvad der findes i naturen og hvad vi har bragt med hjemmefra, så der er ikke ret meget til rådighed. Desuden bliver den bedømt og var et led i en konkurrence mellem grupperne, som kørte hele ugen. Udover dette var der forskellige teambuilding lege hver søndag, hvor der ligeledes blev uddelt point. En anden måde og score points på, var via legen silent killer, hvor man fik points efter hvor mange man dræbte og hvor mange der stadig er i live fra gruppen. Hver onsdag er der Lappa-night, en farvel aften for dem som forlader Harnas. Aftenen er som alt andet i grupper, og hver onsdag er der tema. Her kan man igen få nogle points i konkurrencen, alt efter udklædning i gruppen og præsentation af team sang. Desuden findes der en holdmaskot for hver gruppe, de skal bæres synligt, der gives ligeledes points for hver af disse. (Det er bla den flotte halskæde Nanna har på, på billederne). Konkurrencens sejer er at få den berygtede Lappa-breakfast torsdag morgen. Første uge vandt Lasses hold, anden uge tabte de og Nannas hold tog en stor sejr. Men tredje uge var der tæt løb, da vores hold kom på en første og andenplads, med kun et point imellem. Sikke gode vi er :D

Foodpreperation

At klargøre maden til alle dyrene på farmen, er nok det vigtigste arbejde. Som nævnt er alle frivillige inddelt i fire grupper, som hver især har en gruppe dyr, som er deres ansvar. Der skal sørges for at de bliver fodret, at deres indhegning og drikkevand er rent.

Nanna havde bl.a. ansvaret for de seks geparder, der var på selve farmen. De skulle fodres med hånden, så det galt om at have den rette størrelse kød, ellers kunne ens fingre pludselig stå på menuen- noget grænseoverskridende. Derudover har hun fodret nogle lam med sutteflaske, to kæmpe krokodiller, hvor man skulle kaste kødet i hovedet på dem for at de gad spise det. Samt haft ansvaret for en ørn, som kun havde en vinge og kunne derfor ikke selv jage. Og ikke mindst den store grip, som har den uheldige situation at dele bur med bl.a. høns, hvilket er slemt når den er bange for dem...

Lasse skulle fodre otte bavianer i et lille bur, indtil at de fik deres store indhegning. Det skulle bruges list til at fodre dem, så en lokkede dem alle hen i den ene ende af buret, mens den anden skyndte sig at putte maden ind. Derudover skulle nogle vervetaber da lige have sutteflaske, fodre desmerdyrene. Skønt at de ser fredlige ud, er det dette dyr, specielt en havde nogle problemer med sit temperament. Så et af de mindste dyr på farmen er skyld i flest køreture til sygehuset.

Foodprep. var bare en af de aktiviteter, man kunne komme på om dagen. Da det er maden til dyrene var den der hver dag, og i starten skal man have meget foodprep., så man er sikker på at man kan det selv, når de nye skal læres op, allerede en uge efter ankomst. Lasse havde foodprep. i 7 dage i træk, hvilket godt kunne virke lidt ensformigt, men var stadig utrolig hyggeligt.

Outside feeding

Udover den fodring der foregik under foodprep, så skulle de mere ”seje” dyr også fodres hver dag. Altså løver, mange geparder, store bavianer og wild hunde, dyr der ikke er på selve farmen, men på det store område de have omkring. At fodre løver og leoparder er ikke så sindsoprivende, det er ”bare” at kaste store stykker kød over hegnet. De er nogle prægtige dyr, og især leopardens balance, når den har fået kødet og balancere op i et træ. Leoparden er så stærk, at den kan løfte et bytte to gange dens egen vægt (som er 60-70 kg) lodret op i et træ, det er nogle vilde nakkemuskler sådan en har.

Man kunne godt have en lidt makaber følelse når man sådan smed et kløvet æselhoved til løverne, med øre, øjne, hjerne, tænder og andet godt.

Når wild hundene skal fodres er det helst med indvolde, så det lugter godt og er rigtig lækkert at forberede. At sidde på betonet i foodprep. området med en køkkenkniv og halvere nyre, tarme og andet godt, betyder at især ens sko nok lige skal vaskes en ekstra gang. Når disse fodres kastes det ikke ind til alle af dem, nogle af dem skal man ind i deres indhegning og fodre. Så det er med et skub i ryggen og kommentaren ”du hopper bare ind”. Samtidig lyder beskeden, at viser man frygt eller vender ryggen til, så er man død. Så det er meget spændende at fodre de ”små” kræ, når de løber rundt om en og skriger deres angrebsskrig.

Samme besked fik man når de 19 geparder skulle fodres. De er sultne, og ved at traileren er fyldt med lækkert æselkød. Her får man æren af at stå ved porten og sørge for at ingen af dem slipper ud, og bagefter stå ved siden af traileren og kaste kød ud, mens geparder også er selvforsynende, så de springer både foran og bagved en for at komme op i traileren og få kød. Hvis nogen fra Danmark spørger, siger vi selvfølgelig at det var helt forsvarligt – men det er Afrika, så hvem tænker dog på noget som sikkerhed.

Research

Formålet med Harnas er ikke at have en dyrefarm og komme tæt på dyrene bare for vores skyld. Det er for dyrenes skyld, og målet er at slippe dyrene fri igen, altså hjælpe dem. Harnas hverken køber eller sælger dyr, der skal ikke skabes et marked for ”efterladte” dyreunger – så hvis farmere rundt omkring finder dyreunger der er efterladte, eller Harnas høre om dyr der er blevet misbrugt eller såret, så tager Harnas gerne imod dem, og gør alt hvad de kan for at hjælpe. Harnas har et stort wild hundeprojekt, fordi wild hundene er truede dyr, og hvis der ikke gøres noget drastisk vil de uddø i den nærmeste fremtid. Ligesom geparderne spiser de bondemændenes køer og får, og bliver derfor skudt. Mange bondemænd er begyndt at indfanger geparder i stedet for at skyde dem, så Harnas kan have dem i et stort indelukke resevat, hvor de ikke genere andre. Ligesom ejeren vi mødte på vores overlandssafari gjorde.

Men Harnas prøver at slippe dyrene fri igen, og til dette har de deres eget område ved siden af farmen, 8000 hektar hvor dyr lige så stille kan slippes fri. To gange om dagen kører en lille gruppe frivillige med en ansat ud og ser til de dyr, der løber rundt herude og ”øver” sig i at overleve. Der er en lille gruppe wild hunde, som forhåbentligt snart kan sættes fri, helst midt ude i bushen. Der er jakaler, som laver backflip for at fange fugle og det vigtigste dyr de lige nu har i processen er en gepard, Pride. Pride var håndfodret og er nu i stand til at jage selv. Så det er en rigtig dræberkat, man stadig når den ser mennesker kommer den hen og kæler med dem og vælter dem omkuld. Dette betyder også, at Pride aldrig vil blive sat ud i det rigtige vilde liv, da den altid opsøger mennesker. Derudover er to af geparderne fra farmen på soft release, så de tages ud til det vilde liv hver morgen og hentes igen om aftenen.

Måden dyrene findes ved research er ved radiosignal, så vi kører rundt med antenne og modtager og lytter efter bib-lyde, når man så nærmer sig hopper man ud af bilen og går gennem bushen for at finde dyrene der har radiohalsbånd på.

Fence patrol

Hver morgen kunne man tage på fence patrol, for lige at tjekke at løver, bavianer og andet godt ikke var hoppet om på den anden side af hegnet, eller der måske var gravet et hul af nogle vordesvin, for de gravede ofte huller under hegnene.

Den første lørdag var alle os nye på fence patrol, og her kigger vi på en løveindhegning, dog var der ingen løver at se og vi kunne hører nogle lyde i det fjerne… Lederen for volontørarbejdet, en stor mand med fuldskæg ved navn Herman, udbryder: ”tror løverne er ude” – og ganske rigtigt, ude i det område hvor vi slipper dyr løs var løverne kommet, og de havde taget livet af en wild hund, alfahunnen endda.

Lasse var på fence patrol næsten hver morgen, og nogle morgener bare på gåtur, så hans hverdag startede kl 5 om morgenen. Nanna var ligeledes på fence patrol, men den bløde seng kaldte nogle gange mere end løvernes morgenhilsen.

Bushfire

Den første søndag vi var på Harnas skulle vi spille fodbold mod bushmændende, men den blev aflyst fordi der var en stor bushfire i nærheden. Lasse blev bedt finde tre drenge og stå klar hvis noget skulle ske, og de ventede.. og ventede.. Indtil Herman kom løbende og bad de 4 drenge om at finde ALLE drengene til at mødes om 1 minut. Så de løb for alle vinde for at finde alle 14 drenge (hvilket var ret mange drenge på Harnas, hvor der normalt er 10%, dvs. 4-5 stykker)

På to pickuptrucks sad disse 14 drenge samt 8-9 bushmænd (så der var trang med pladsen, og taget blev taget i brug) og udstyret med hver en spade var de klar til at tage kampen op mod ilden. De måtte køre lidt rundt, for at finde et sted hvor de kunne komme tæt på ilden og løb så nærmere den. I starten virkede det lidt nedern, og der var slet ikke brug for så mange mennesker – men efter 15 minutter fandt de brandbæltet, hvor ilden lige så stille brændte busk for busk og græs for græs. Her var arbejde nok, og drengene skovlede på livet løs. Altid når de nærmede sig en ende på ilden var der mere ild, bæltet var længere og pludselig kom drengene til et punkt hvor de måtte stoppe op og trække vejret. De kunne se et brandbælte der nu havde fat i hele træer, kæmpe flammer stod op og fyldte hele horisonten, 3-4 kilometers bælte kunne ses og de splittede op. Nogle fortsatte hvor de var mens en lille gruppe løb bag om ilden for at tage brandbæltet fra den anden side. Efter 3 timers brandbekæmpelse var det der så ud til at være en umulig opgave klaret, og drengende der havde løbet gennem tjørnekrat i shorts og bar overkrop (og nogle i sandaler) var godt rippede i stykker.

Sleep outs

Sleep outs dækker over flere ting, men pointet er at det er nætter hvor vi ikke var i vores egen seng. Vi havde i løbet af opholdet 2 sleep outs hvor det var alle volontørerne der sov sammen. Det var rigtig hyggeligt og den ene gang lavede vi endda selv mad derude, den anden gang tog vi bare mad med derud. Så lavede vi bål og snobrød og sov alle sammen rundt om bålet.

De andre sleep outs der har været, har været uden bål, men tilgengæld med dyr til at holde os varme om natten. Vi har sovet ude med fuldvoksne geparder. Desværre kom de ikke hen til os, så de sov bare 3 meter væk fra os. Da det nu var for varmt for dem at sove med os.

Det var dog en større succes da vi sov ude med en babygepard. Den var så fantastisk smuk og om natten sov den lige midt imellem os hele natten. Eller dvs. ved fødderne først på aftenen, og midt om natten vågnede Nanna med en babygepard liggende næsten oven på hendes hoved. Den var så kælen og legesyg, så den fik mange hjerter på Harnas til at smelte.

Vi sov også ude med 4 babyleoparder. Man skulle egentlig sove i deres indelukke med dem – og dem der har gjort det har sagt at de ikke har sovet direkte hos dem. Vi var dog så heldige at vi var de første der sov ude med dem og fik forkert information – så vi havde taget alle leoparderne over til et lille rum, hvor der kun var plads til os 4 mennesker (for vi skulle sove 4 med dem), så hele natten løb leoparderne rundt oven på os, sov i ske med os, sov ved vores fødder – de flyttede meget rundt, og da de vågnede dagen efter kl. halv 6 blev vi nødt til at vågne, for nogle skulle jo mærke deres kløer og skarpe tænder fra de små legesyge djævle. Men de var nu meget søde, og om 3 måneder kan ingen lege med dem mere, for så er de sande dræbere, ikke ligesom med geparderne som bliver ved med at være menneskevenlige.

Bavianer

På Harnas findes der mange grupper bavianer. Der bor den del inde på selve farmen, men det er slet ikke i forhold til hvad der findes udenfor, af både vilde og menneskeopdrættet grupper. Når man skal i nærheden af bavianer er der et sæt af livsvigtige regler man skal følge. Man må ikke kigge dem i øjnene, bakke fra dem, vise tænder –selv under snak, grine hvis de falder, tage noget fra dem, fjerne ting de ikke må få, rører halen eller numsen –medmindre at de vender numsen til dig også skal du ae. Hvis de bider, må man under alle omstændigheder ikke reagere for så kommer alle fra gruppe på dig og bider, så redningen er at stå stille og lade som ingenting. Det er sjælet at de rent faktisk bider, ofte er det testbid, som skal se hvordan man reagere. Alle disse regler er gode udgangspunkter, dog kan de godt virke mere skræmmende hvis man overholder disse, da man bliver nervøs. I stedet vil vi sige at man bare skal slappe af og være rolig måske af natur. Det afhænger selvfølelig også af hvordan alfahannen er i gruppen, samt hvor gamle de er.

 Hver dag er der ligesom food prep. bavian gåtur. Det varierer mellem de seks og de otte. De seks er to til tre år gamle og vejer 30-40 kg. Så de er for store til at springe op på skulderne skulle man mene. Det er alfahannen i gruppen dog ikke enige i, han sidder altid på skulderne og er noget af en ekstra vægt at gå med. Desuden er han meget nysgerrige og kigger gerne ned i bukserne på de frivillige –især drengene. De otte er et-to år gamle og en livlig flok at gå tur med. De springer fra person til person og sidder gerne tre på hver frivillig. De er også mere bange i naturen så vi skal hjælpe dem med at finde ro, så de kan klatre og finde rødder samt biller. Desuden er der gåtur med Elvis og Loordi, to bavianer på et år og 11 måneder. De er meget bange når vi går ture med dem, de er stadig en slags babyer, som skal vises hvordan man finder biller, rødder og tages bark af træerne. Samt hvordan det lige er man klatre bedst i træerne uden at falde.

De er alle utrolig søde og helt unikke, men hver deres personlighed, som skimmer så meget i gennem. De er så meget menneske lignede, at det er lidt skræmmende. Dog faldt især Nannas kærlighed på den nyeste baby bavian, Jan(nie). Han er et halvt år gammel og vokset op på en bar med tvangsfodring af alkohol og cigaretter, han ankom til Harnas dagen efter vi ankom. Han var i en forfærdelig stand, og skulle afvænnes, efter et par dage ved Herman, kunne hjælpen tydelig ses. Nanna var den første som tilbragte længere tid (meget tid) sammen med ham. Det gav resultat, før Nanna tilbragte tid sammen med ham, løb han rundt hver morgen til morgenmaden, hvor Herman ikke er der og lavede ballade, spiste alles mad og løb op på taget. En sand drillepind, der ikke havde tillid til nogle. Efterfølgende fik Nanna ham givet om morgen, da ham efter bleskifte og et stykke æble faldt i søvn inde i hende jakke. Hun kunne endda stå ved siden af Herman med Jannie, uden at han ville op til ham. Det blev givet utrolig meget kærlighed til ham fra hende og mindst ligeså meget givet igen. Herman kunne se dette, og foreslog at sleep outs med Jannie kunne foregå, Nanna har været på to med ham, med Lee(roomie) og Lasse. Sleep outen med Lasse, sov han i Lasses sovepose, hvilket var en fantastisk oplevelse for begge.  

Jannie havde det med at løbe væk fra de frivillige som var på ham, han er svær at fange da han er i en meget nysgerrig alder og observere og lære alt. Det er så fantastisk at se ham komme løbende, Nanna sætter hånden ned og han giver hende hans hånd og kommer op helt rolig.

Willdogs

Disse dyr er utrolig fascinerende, så i skal da lige have noget ubrugelig vide om dem ;)

Alle de store afrikanske katte dræber deres bytte ved at gå efter struben, og derved dræbe det hurtigt. Men wild hundene er helt anderledes. De jager i to grupper, første gruppe løber byttet væk fra sin flok, den anden gruppe løber dyret træt. De kan løbe en maraton på en times tid så selv en frisk antilope kan blive løbet træt. Men for at gøre det bedre løber wild hundene hen og bidder deres bytte i lårene/bagbenene – og når de kan komme til starter det mest fascinerende ved dem, så bidder de byttets bug op og lader indvoldene falde ud. Og begynder at spise mens byttet stadig lever. Derfor fodre vi dem med indvolde, for de kan lide dem og så bliver hele æslet brugt, intet går til spilde.

Hvis en kat bliver skadet må den bare prøve at hænge med på gruppen og når den ikke kan det længere dør den nok af sult. Hvis en wild hund har en misdannelse eller skade slår gruppen hunden ihjel med det samme. Fantastisk gruppesammenhold, for så dør hunden ikke en pinefuld død, og den er ikke til besvær for gruppen.

Når der skal fødes unger ved wild hundene er det alfahunnen der bestemmer hvem der skal føde. Når en wild hund er gravid går den til alfahunnen. Hvis hun ikke mener denne hund skal føde kan hun udsende en lyd ved en frekvens der skaber en abort. Når ungerne engang er født tager hele gruppen del i opdragelsen og kaste mad op til de nye (modsat alle kattene).

Som i kan læse har det været en fantastisk oplevelse, hvilket også ses på bloggens længde.. Dog kunne vi blive ved, så der er en masse at glæde sig til at høre om.

Nu er vores Afrika eventyr desværre slut, og vi har med vemod sagt farvel med en lang rejse til Sydamerika, nærmere bestem Ecuador, hvor vi glæder os til at starte vores nye eventyr på torsdag. Først er der tiltrængt afslapning og en ekstra vask for at få alle lugtende fra det afrikanske dyreliv væk.

Adios! 
Lasse og Nanna

fem dage i civilitation

Så er det snart farvel til Cape town, turen går snart tilbage til Namibia. Hvor projekt Noahs ark begynder på fredag.

Men siden sidst har vi som sædvaneligt oplevet lidt hist og her. Vi skrev sidst at vi skulle på Sandbording. Det er hvor man står på et surfbræt, ligesom i snowbording. Dog skulle det her være nemmere for nybegyndere da sandet er blødere at falde i, og det går ikke så stærk fordi at der er friktion, hvilket ligeledes gør det svære at dreje. Instruktøren var rigtig rar ved nervøse Nanna og modige Lasse, der tog flyvehop ud fra skrænten. Desuden prøvede vi det liggende, hvor vi nåede hastigheder på 76 km i timen. Skønt at det er 10 dage siden finder vi stadig det røde sand i ørene..

Efter Swakamund kørte vi gennem et månelandskab, hvorefter vi kom til Namibias mindste by, Solitair; Her findes en tankstation, en campingplads og et æblekage bageri.  Byen er dog ikke øde, daglig sælges der omkring 30 kilo æblekage. Folk kommer langvejs fra, for at smage dette vidunder. –Vi kunne dog godt bruge noget cream fraice. Herefter kørte vi gennem den 23” bredde grad hvor den subtropiske grænse findes.

Vi nød en fantastisk solnedgang fra Dune 45 i Sossovlei, som er en meget stor sandbanke, som får Råbjerg Mile til at ligne en baggårdssandkasse. Dagen efter gik turen til Fishriver Canyon, som er en af verdens største. Det var utroligt flot, desværre skulle man have en guide med ned i canyonen.

Den 10 august ankom vi til Sydafrika efter at have bestukket vagten ved grænsen. Vores chaufførs arbejdsvisum var udløbet i Namibia, men det kan fikses med 300 Rand, altså 225 kroner.. Vi fejrede begivenheden med en badetur i Orange River, hvor vandet var koldt og med en del strøm.

Vores køretur har bragt os gennem nogle tørre lande, hvor der er meget få træer, og buske. Men meget sand og tørke. Skønt at det er vinter sæson. Ved ankomst til Sydafrika har det hele drejet 180 grader rundt. Her står det hele i fuld flor, med neon gule, lilla eller røde blomster. Vi har på vores vej til Cape Town kørt langs Cederberg bjergene, på denne vej er vi kommet gennem området hvor 75 procent af Sydafrikas citrus plantager og et stort område med vindyrkning. Så selvfølgelig stod den på vinsmagning fra vores sidste camp. Det var en hyggelig oplevelse, men vinen var ikke god til vinsmagningen, eller vindrikning som vores turguide kaldte det.

 

Vi ankom til Cape Town i øs regnvejr, den første dag på hele vores tur. Men efter vejr som i Danmark i to dage, vendte den varme temperatur og solskinnet tilbage. I lørdags besøgte vi Robben Island, øen hvor Nelson Mandela sad fængslet som politisk fange. De fortalte os at det var første gang i fire dage at færgen kunne komme til øen, på grund af det voldsomme hav. Efter Nannas mening skulle de have ventet et par dage mere, hvilket flere maver på båden var enige i. Trods bølgerne, er øen så meget turen værd. Det var utrolig spændende både at se og ikke mindst at høre både hvad vores turguide i bussen og den tidligere politisk fange fortalte. Det eneste minus var at der ikke var længere tid til at gå rundt og studere stedet på egen hånd. Dog lykkes det os at se nogle af pingvinerne på øen. Dagen efter tog vi på heldagstur ned til Kap det gode håb. Vi kørte langs kysten derned og standede blandt andet ved en pingvinkoloni, nogle havnebyer og for at cykle 7 kilometer i stiv modvind. Alt i alt en flot dag.

 

Mandag den 15 august, besteg Lasse, Tracy og Lucy Table Mountain, mens at Nanna, Hannah, Orla og Chantale tog kabelvognen op på den flade top. Efter at have nydt udsigten fra alle hjørner, tog Lasse og Tracy en rappelling på 112 meter ned at bjerget. Som ikke var prisen værd, men stadig super fedt. Vi gik alle ned fra bjerget, som ligesom på vejen op var utrolig smuk.

I går da voldsomme demostationer om bedre løn til gadefejere stod på (hvilket vi ikke mærket noget til heldigvis), tog vi et smut på distrikt 6 museum. I 1966 påbegyndte tvangsflytningen af 60000 familier, da regeringen havde besluttet sig for et ”hvidt” område. Tvangsflytningen stod på i 15 år. Det var et utrolig spændende og eftertænksomt besøg. Desuden har vi været på Green Sq. market og nede af Long st. hver dag! Desværre for Nanna har vi sendt alle vores souvenirers hjem i dag, så hvad der mere købes skal selv bæres.

I morgen tager vi til lufthaven, for derefter at blive transporteret 300 km NV op i Namibia. Hvor de næste tre uger står på dyrepasning, sammen med en masse andre frivillige fra hele verden.

Mange knus og tanker

Lasse og Nanna