Harnas Wildlife Foundation

I nat lokal tid ankom vi til Quito (GMT -5), så nu er tre uger med frivilligt arbejde i Namibia ovre, og wauw hvor har vi oplevet meget. Der er så meget at fortælle, og så mange billeder at vise jer. Så vi har valgt at opdele denne blog i afsnit, der beskriver nogle af de ting vi har lavet. Men at beskrive dem alle og detaljeret nok, er ikke muligt. Så i kan roligt glæde jer til jul, der er nok at fortælle om stadigvæk.

Teambuilding

 Ved ankomst på Harnas, bliver man inddelt i fire grupper –Owls, Hund Dogs, Crocs og Snoobabs. Hver gruppe repræsentere en flok dyr, som de hver har ansvaret for at fodre. Lasse kom i Snoobabs og Nanna i Crocs. I grupperne vælges der en gruppeleder, lederen vælges ud fra hvor lang tid personen har været på Harnas og hvor lang tid personen har igen på Harnas. Da vi kun var på Harnas i tre uger blev ingen af os gruppeledere, men derfor kan man jo godt virke som en ;) –desværre er det ikke alle som ejer ledergenet.

Hver torsdag, tager de som forlader Harnas afsted og hver fredag ankommer de nye. Så for at styrke sammenholdet i sådan en udvekslende gruppe, havde hver lørdag aften (den dag de nye bliver inddelt i grupper) barbeque. Til barbeque aften skal der dækkes bord og grilles mad. Borddækningen, skal laves af hvad der findes i naturen og hvad vi har bragt med hjemmefra, så der er ikke ret meget til rådighed. Desuden bliver den bedømt og var et led i en konkurrence mellem grupperne, som kørte hele ugen. Udover dette var der forskellige teambuilding lege hver søndag, hvor der ligeledes blev uddelt point. En anden måde og score points på, var via legen silent killer, hvor man fik points efter hvor mange man dræbte og hvor mange der stadig er i live fra gruppen. Hver onsdag er der Lappa-night, en farvel aften for dem som forlader Harnas. Aftenen er som alt andet i grupper, og hver onsdag er der tema. Her kan man igen få nogle points i konkurrencen, alt efter udklædning i gruppen og præsentation af team sang. Desuden findes der en holdmaskot for hver gruppe, de skal bæres synligt, der gives ligeledes points for hver af disse. (Det er bla den flotte halskæde Nanna har på, på billederne). Konkurrencens sejer er at få den berygtede Lappa-breakfast torsdag morgen. Første uge vandt Lasses hold, anden uge tabte de og Nannas hold tog en stor sejr. Men tredje uge var der tæt løb, da vores hold kom på en første og andenplads, med kun et point imellem. Sikke gode vi er :D

Foodpreperation

At klargøre maden til alle dyrene på farmen, er nok det vigtigste arbejde. Som nævnt er alle frivillige inddelt i fire grupper, som hver især har en gruppe dyr, som er deres ansvar. Der skal sørges for at de bliver fodret, at deres indhegning og drikkevand er rent.

Nanna havde bl.a. ansvaret for de seks geparder, der var på selve farmen. De skulle fodres med hånden, så det galt om at have den rette størrelse kød, ellers kunne ens fingre pludselig stå på menuen- noget grænseoverskridende. Derudover har hun fodret nogle lam med sutteflaske, to kæmpe krokodiller, hvor man skulle kaste kødet i hovedet på dem for at de gad spise det. Samt haft ansvaret for en ørn, som kun havde en vinge og kunne derfor ikke selv jage. Og ikke mindst den store grip, som har den uheldige situation at dele bur med bl.a. høns, hvilket er slemt når den er bange for dem...

Lasse skulle fodre otte bavianer i et lille bur, indtil at de fik deres store indhegning. Det skulle bruges list til at fodre dem, så en lokkede dem alle hen i den ene ende af buret, mens den anden skyndte sig at putte maden ind. Derudover skulle nogle vervetaber da lige have sutteflaske, fodre desmerdyrene. Skønt at de ser fredlige ud, er det dette dyr, specielt en havde nogle problemer med sit temperament. Så et af de mindste dyr på farmen er skyld i flest køreture til sygehuset.

Foodprep. var bare en af de aktiviteter, man kunne komme på om dagen. Da det er maden til dyrene var den der hver dag, og i starten skal man have meget foodprep., så man er sikker på at man kan det selv, når de nye skal læres op, allerede en uge efter ankomst. Lasse havde foodprep. i 7 dage i træk, hvilket godt kunne virke lidt ensformigt, men var stadig utrolig hyggeligt.

Outside feeding

Udover den fodring der foregik under foodprep, så skulle de mere ”seje” dyr også fodres hver dag. Altså løver, mange geparder, store bavianer og wild hunde, dyr der ikke er på selve farmen, men på det store område de have omkring. At fodre løver og leoparder er ikke så sindsoprivende, det er ”bare” at kaste store stykker kød over hegnet. De er nogle prægtige dyr, og især leopardens balance, når den har fået kødet og balancere op i et træ. Leoparden er så stærk, at den kan løfte et bytte to gange dens egen vægt (som er 60-70 kg) lodret op i et træ, det er nogle vilde nakkemuskler sådan en har.

Man kunne godt have en lidt makaber følelse når man sådan smed et kløvet æselhoved til løverne, med øre, øjne, hjerne, tænder og andet godt.

Når wild hundene skal fodres er det helst med indvolde, så det lugter godt og er rigtig lækkert at forberede. At sidde på betonet i foodprep. området med en køkkenkniv og halvere nyre, tarme og andet godt, betyder at især ens sko nok lige skal vaskes en ekstra gang. Når disse fodres kastes det ikke ind til alle af dem, nogle af dem skal man ind i deres indhegning og fodre. Så det er med et skub i ryggen og kommentaren ”du hopper bare ind”. Samtidig lyder beskeden, at viser man frygt eller vender ryggen til, så er man død. Så det er meget spændende at fodre de ”små” kræ, når de løber rundt om en og skriger deres angrebsskrig.

Samme besked fik man når de 19 geparder skulle fodres. De er sultne, og ved at traileren er fyldt med lækkert æselkød. Her får man æren af at stå ved porten og sørge for at ingen af dem slipper ud, og bagefter stå ved siden af traileren og kaste kød ud, mens geparder også er selvforsynende, så de springer både foran og bagved en for at komme op i traileren og få kød. Hvis nogen fra Danmark spørger, siger vi selvfølgelig at det var helt forsvarligt – men det er Afrika, så hvem tænker dog på noget som sikkerhed.

Research

Formålet med Harnas er ikke at have en dyrefarm og komme tæt på dyrene bare for vores skyld. Det er for dyrenes skyld, og målet er at slippe dyrene fri igen, altså hjælpe dem. Harnas hverken køber eller sælger dyr, der skal ikke skabes et marked for ”efterladte” dyreunger – så hvis farmere rundt omkring finder dyreunger der er efterladte, eller Harnas høre om dyr der er blevet misbrugt eller såret, så tager Harnas gerne imod dem, og gør alt hvad de kan for at hjælpe. Harnas har et stort wild hundeprojekt, fordi wild hundene er truede dyr, og hvis der ikke gøres noget drastisk vil de uddø i den nærmeste fremtid. Ligesom geparderne spiser de bondemændenes køer og får, og bliver derfor skudt. Mange bondemænd er begyndt at indfanger geparder i stedet for at skyde dem, så Harnas kan have dem i et stort indelukke resevat, hvor de ikke genere andre. Ligesom ejeren vi mødte på vores overlandssafari gjorde.

Men Harnas prøver at slippe dyrene fri igen, og til dette har de deres eget område ved siden af farmen, 8000 hektar hvor dyr lige så stille kan slippes fri. To gange om dagen kører en lille gruppe frivillige med en ansat ud og ser til de dyr, der løber rundt herude og ”øver” sig i at overleve. Der er en lille gruppe wild hunde, som forhåbentligt snart kan sættes fri, helst midt ude i bushen. Der er jakaler, som laver backflip for at fange fugle og det vigtigste dyr de lige nu har i processen er en gepard, Pride. Pride var håndfodret og er nu i stand til at jage selv. Så det er en rigtig dræberkat, man stadig når den ser mennesker kommer den hen og kæler med dem og vælter dem omkuld. Dette betyder også, at Pride aldrig vil blive sat ud i det rigtige vilde liv, da den altid opsøger mennesker. Derudover er to af geparderne fra farmen på soft release, så de tages ud til det vilde liv hver morgen og hentes igen om aftenen.

Måden dyrene findes ved research er ved radiosignal, så vi kører rundt med antenne og modtager og lytter efter bib-lyde, når man så nærmer sig hopper man ud af bilen og går gennem bushen for at finde dyrene der har radiohalsbånd på.

Fence patrol

Hver morgen kunne man tage på fence patrol, for lige at tjekke at løver, bavianer og andet godt ikke var hoppet om på den anden side af hegnet, eller der måske var gravet et hul af nogle vordesvin, for de gravede ofte huller under hegnene.

Den første lørdag var alle os nye på fence patrol, og her kigger vi på en løveindhegning, dog var der ingen løver at se og vi kunne hører nogle lyde i det fjerne… Lederen for volontørarbejdet, en stor mand med fuldskæg ved navn Herman, udbryder: ”tror løverne er ude” – og ganske rigtigt, ude i det område hvor vi slipper dyr løs var løverne kommet, og de havde taget livet af en wild hund, alfahunnen endda.

Lasse var på fence patrol næsten hver morgen, og nogle morgener bare på gåtur, så hans hverdag startede kl 5 om morgenen. Nanna var ligeledes på fence patrol, men den bløde seng kaldte nogle gange mere end løvernes morgenhilsen.

Bushfire

Den første søndag vi var på Harnas skulle vi spille fodbold mod bushmændende, men den blev aflyst fordi der var en stor bushfire i nærheden. Lasse blev bedt finde tre drenge og stå klar hvis noget skulle ske, og de ventede.. og ventede.. Indtil Herman kom løbende og bad de 4 drenge om at finde ALLE drengene til at mødes om 1 minut. Så de løb for alle vinde for at finde alle 14 drenge (hvilket var ret mange drenge på Harnas, hvor der normalt er 10%, dvs. 4-5 stykker)

På to pickuptrucks sad disse 14 drenge samt 8-9 bushmænd (så der var trang med pladsen, og taget blev taget i brug) og udstyret med hver en spade var de klar til at tage kampen op mod ilden. De måtte køre lidt rundt, for at finde et sted hvor de kunne komme tæt på ilden og løb så nærmere den. I starten virkede det lidt nedern, og der var slet ikke brug for så mange mennesker – men efter 15 minutter fandt de brandbæltet, hvor ilden lige så stille brændte busk for busk og græs for græs. Her var arbejde nok, og drengene skovlede på livet løs. Altid når de nærmede sig en ende på ilden var der mere ild, bæltet var længere og pludselig kom drengene til et punkt hvor de måtte stoppe op og trække vejret. De kunne se et brandbælte der nu havde fat i hele træer, kæmpe flammer stod op og fyldte hele horisonten, 3-4 kilometers bælte kunne ses og de splittede op. Nogle fortsatte hvor de var mens en lille gruppe løb bag om ilden for at tage brandbæltet fra den anden side. Efter 3 timers brandbekæmpelse var det der så ud til at være en umulig opgave klaret, og drengende der havde løbet gennem tjørnekrat i shorts og bar overkrop (og nogle i sandaler) var godt rippede i stykker.

Sleep outs

Sleep outs dækker over flere ting, men pointet er at det er nætter hvor vi ikke var i vores egen seng. Vi havde i løbet af opholdet 2 sleep outs hvor det var alle volontørerne der sov sammen. Det var rigtig hyggeligt og den ene gang lavede vi endda selv mad derude, den anden gang tog vi bare mad med derud. Så lavede vi bål og snobrød og sov alle sammen rundt om bålet.

De andre sleep outs der har været, har været uden bål, men tilgengæld med dyr til at holde os varme om natten. Vi har sovet ude med fuldvoksne geparder. Desværre kom de ikke hen til os, så de sov bare 3 meter væk fra os. Da det nu var for varmt for dem at sove med os.

Det var dog en større succes da vi sov ude med en babygepard. Den var så fantastisk smuk og om natten sov den lige midt imellem os hele natten. Eller dvs. ved fødderne først på aftenen, og midt om natten vågnede Nanna med en babygepard liggende næsten oven på hendes hoved. Den var så kælen og legesyg, så den fik mange hjerter på Harnas til at smelte.

Vi sov også ude med 4 babyleoparder. Man skulle egentlig sove i deres indelukke med dem – og dem der har gjort det har sagt at de ikke har sovet direkte hos dem. Vi var dog så heldige at vi var de første der sov ude med dem og fik forkert information – så vi havde taget alle leoparderne over til et lille rum, hvor der kun var plads til os 4 mennesker (for vi skulle sove 4 med dem), så hele natten løb leoparderne rundt oven på os, sov i ske med os, sov ved vores fødder – de flyttede meget rundt, og da de vågnede dagen efter kl. halv 6 blev vi nødt til at vågne, for nogle skulle jo mærke deres kløer og skarpe tænder fra de små legesyge djævle. Men de var nu meget søde, og om 3 måneder kan ingen lege med dem mere, for så er de sande dræbere, ikke ligesom med geparderne som bliver ved med at være menneskevenlige.

Bavianer

På Harnas findes der mange grupper bavianer. Der bor den del inde på selve farmen, men det er slet ikke i forhold til hvad der findes udenfor, af både vilde og menneskeopdrættet grupper. Når man skal i nærheden af bavianer er der et sæt af livsvigtige regler man skal følge. Man må ikke kigge dem i øjnene, bakke fra dem, vise tænder –selv under snak, grine hvis de falder, tage noget fra dem, fjerne ting de ikke må få, rører halen eller numsen –medmindre at de vender numsen til dig også skal du ae. Hvis de bider, må man under alle omstændigheder ikke reagere for så kommer alle fra gruppe på dig og bider, så redningen er at stå stille og lade som ingenting. Det er sjælet at de rent faktisk bider, ofte er det testbid, som skal se hvordan man reagere. Alle disse regler er gode udgangspunkter, dog kan de godt virke mere skræmmende hvis man overholder disse, da man bliver nervøs. I stedet vil vi sige at man bare skal slappe af og være rolig måske af natur. Det afhænger selvfølelig også af hvordan alfahannen er i gruppen, samt hvor gamle de er.

 Hver dag er der ligesom food prep. bavian gåtur. Det varierer mellem de seks og de otte. De seks er to til tre år gamle og vejer 30-40 kg. Så de er for store til at springe op på skulderne skulle man mene. Det er alfahannen i gruppen dog ikke enige i, han sidder altid på skulderne og er noget af en ekstra vægt at gå med. Desuden er han meget nysgerrige og kigger gerne ned i bukserne på de frivillige –især drengene. De otte er et-to år gamle og en livlig flok at gå tur med. De springer fra person til person og sidder gerne tre på hver frivillig. De er også mere bange i naturen så vi skal hjælpe dem med at finde ro, så de kan klatre og finde rødder samt biller. Desuden er der gåtur med Elvis og Loordi, to bavianer på et år og 11 måneder. De er meget bange når vi går ture med dem, de er stadig en slags babyer, som skal vises hvordan man finder biller, rødder og tages bark af træerne. Samt hvordan det lige er man klatre bedst i træerne uden at falde.

De er alle utrolig søde og helt unikke, men hver deres personlighed, som skimmer så meget i gennem. De er så meget menneske lignede, at det er lidt skræmmende. Dog faldt især Nannas kærlighed på den nyeste baby bavian, Jan(nie). Han er et halvt år gammel og vokset op på en bar med tvangsfodring af alkohol og cigaretter, han ankom til Harnas dagen efter vi ankom. Han var i en forfærdelig stand, og skulle afvænnes, efter et par dage ved Herman, kunne hjælpen tydelig ses. Nanna var den første som tilbragte længere tid (meget tid) sammen med ham. Det gav resultat, før Nanna tilbragte tid sammen med ham, løb han rundt hver morgen til morgenmaden, hvor Herman ikke er der og lavede ballade, spiste alles mad og løb op på taget. En sand drillepind, der ikke havde tillid til nogle. Efterfølgende fik Nanna ham givet om morgen, da ham efter bleskifte og et stykke æble faldt i søvn inde i hende jakke. Hun kunne endda stå ved siden af Herman med Jannie, uden at han ville op til ham. Det blev givet utrolig meget kærlighed til ham fra hende og mindst ligeså meget givet igen. Herman kunne se dette, og foreslog at sleep outs med Jannie kunne foregå, Nanna har været på to med ham, med Lee(roomie) og Lasse. Sleep outen med Lasse, sov han i Lasses sovepose, hvilket var en fantastisk oplevelse for begge.  

Jannie havde det med at løbe væk fra de frivillige som var på ham, han er svær at fange da han er i en meget nysgerrig alder og observere og lære alt. Det er så fantastisk at se ham komme løbende, Nanna sætter hånden ned og han giver hende hans hånd og kommer op helt rolig.

Willdogs

Disse dyr er utrolig fascinerende, så i skal da lige have noget ubrugelig vide om dem ;)

Alle de store afrikanske katte dræber deres bytte ved at gå efter struben, og derved dræbe det hurtigt. Men wild hundene er helt anderledes. De jager i to grupper, første gruppe løber byttet væk fra sin flok, den anden gruppe løber dyret træt. De kan løbe en maraton på en times tid så selv en frisk antilope kan blive løbet træt. Men for at gøre det bedre løber wild hundene hen og bidder deres bytte i lårene/bagbenene – og når de kan komme til starter det mest fascinerende ved dem, så bidder de byttets bug op og lader indvoldene falde ud. Og begynder at spise mens byttet stadig lever. Derfor fodre vi dem med indvolde, for de kan lide dem og så bliver hele æslet brugt, intet går til spilde.

Hvis en kat bliver skadet må den bare prøve at hænge med på gruppen og når den ikke kan det længere dør den nok af sult. Hvis en wild hund har en misdannelse eller skade slår gruppen hunden ihjel med det samme. Fantastisk gruppesammenhold, for så dør hunden ikke en pinefuld død, og den er ikke til besvær for gruppen.

Når der skal fødes unger ved wild hundene er det alfahunnen der bestemmer hvem der skal føde. Når en wild hund er gravid går den til alfahunnen. Hvis hun ikke mener denne hund skal føde kan hun udsende en lyd ved en frekvens der skaber en abort. Når ungerne engang er født tager hele gruppen del i opdragelsen og kaste mad op til de nye (modsat alle kattene).

Som i kan læse har det været en fantastisk oplevelse, hvilket også ses på bloggens længde.. Dog kunne vi blive ved, så der er en masse at glæde sig til at høre om.

Nu er vores Afrika eventyr desværre slut, og vi har med vemod sagt farvel med en lang rejse til Sydamerika, nærmere bestem Ecuador, hvor vi glæder os til at starte vores nye eventyr på torsdag. Først er der tiltrængt afslapning og en ekstra vask for at få alle lugtende fra det afrikanske dyreliv væk.

Adios! 
Lasse og Nanna